Brev nr 90.

Kiøbenhavn den 7de Maj 1811.

Bedste gode Carl, medfølgende Breve fra Frue Warthoe og Ida, modtdog jeg i gaar Aftes, den gode Berregaard, som var her, skrev strax til Dig efter mit Ønske for at meddeele Dig det forefaldne, men da Brevet endnu er her, og først skal afgaae med Posten, kan jeg ikke andet end underrette Dig ved disse Linier, om mit Befindende.

Først maae jeg takke Dig bedste Broder for Dit Venskab, hvorpaa Du atter nu haver givet mig saa umiskjendelige Prøver, og dernest sige Dig, at jeg befinder mig noget bedre, skiøndt endnu i Sengen, jeg sov temmelig godt i Nat og i Dag forekommer det mig, som Blodet er meere roeligt, men en Deel mat føler jeg mig; Brevene, haver ogsaa sadt mit Sind meere i Stilhed da jeg synes at spoere meere Roelighed hos Ida, og hendes sidste ubesindige Handling er bleven mig viist fra en bedre og ikke foragtelig Side, kun er jeg meget frygtsom for, at Brevet fra Amsterdam, skulde være faldet i Faderens Hænder, siden hverken Frue Warthoe eller Ida, siger noget om at have modtaget det. Jeg gjentager mit Ønske i Berregaards Brev, angaaende at brænde Idas fatale Brev.

Jeg maae nu slutte, thi det angriber mig formeget at skrive længere, da jeg desuten i Dag har skrevet et par Linier til Frue Warthoe. Fortæl Sophie denne heele Sags Udfald, og siig hende, at jeg selv vilde tilmeldt hende det, men at Sygdom forhindrede mig, tak min gode Warthoe for hans sidste Brev, og siig ham at han maae undskylde, at jeg ej haver besvaret det, men jeg kan ikke udholde at skrive saa meget. I Dag var Schmettau hos mig, og var saa deeltagende, som han efter sin Natur kand være; naar jeg undtager Fons, som var et Øjeblik hos mig i Gaaer, haver alle Kammeraterne slaaet Haanden af mig, jeg har ikke seet een af Dem, (thi Berregaard regner jeg, som Ven ikke blot, som Kammerat). Een af Dagene vil Sehestedt tale med Kongen, og da haaber jeg snart at kunne rejse, jeg haver i denne Tid en usedvanlig Lyst til at rejse, - Gud veed hvad det skal betyde.

Lev nu vel evig Din Agga.

P.S. Hils Friderique og Agre.

 

Brev nr 91.

Kiøbenhavn den 8de Maj 1811.

Tak bedste Broder for Dit kjere Brev som jeg i Morges har modtaget, jeg iler med at tilskrive Dig disse Linier for at underrette Dig om mit Befindende; jeg er i Dag bedre, og er i Eftermiddag et par Timer oppe, men jeg befinder mig, ved denne Opstandelse at være yderlig mat, imidlertid trøster Doctoren med, snart igjen at være helbredet. I Eftermiddag er Sehestedt hos Kongen og haaber at faae ham i Tale angaaende mig, haver denne Samtale det forønskede Udfald, haaber jeg om en 5 a 6 Dage at tiltræde min Rejse, og dette venter jeg vil styrke mig baade til Siel og Legeme. Gode Ven! i Slutningen af Dit Brev, skriver Du, at hvergang Du setter Din Fod paa Løvenborg, bliver Du i ondt Lune, vranten, og kiedsommelig; o Gud! hvor det smerter mig at høre, ingen kan deele Din Sorg varmere end jeg, men gode Ven, hvorfor vil Du see Tingene med de sorteste Farver? Løvenborg er jo dog et dejligt Sted; Naturen har giordt alt, for at leve fornøjet og glad der, Du haver en skjøn Virkekreds, det staaer i Din Magt, at høste med Tiden mange Menneskers Velsignelse, og overalt vil Du kunde see belønnende Spoer af Dine Bestræbelser og Virksomhed, o Carl! denne Lod er skiøn; undertryk Dine mørke Tanker, som kun forbittrer Dig ethvert Øjeblik endnu meere, udbræd Glæde omkring Dig, og høst Dine Undergivnes Velsignelse, Dine Ligemænds Roes, og Din egen Tilfredshed, betael Ondt med Godt og erhverv ved Blidhed, og en passende Eftergivenhed, enhvers Agtelse og Biefald som omgiver Dig, og dertil udfordres, at Du ej alleene maae have redt i Tingene, men ogsaa i Formen; troe mig evig elskede Broder, paa denne Maade, vil du i det mindste nyde en roelig og blid Tilfredshed - ak! - om man ej tør haabe Lykke; - Miskjend nu ikke Din troefaste Broder, og troe ikke at jeg giver Dig Uret i Tingen, og med Letsind betragter Dit Mismod, med den inderligste Følelse og Smerte deeler jeg alt, som bedrøver dig, men min Ven, troe mig, dette er den eneste Maade, hvorved Du kan lette Din Stilling, hvorved Roe og Fred kan vende tilbage i Dit Hjerte, jeg haver derfor givet Dig dette velmeente Raad i den bedste Hensigt, og gid jeg nogensinde kunde bidrage noget til Din Tilfredshed, jeg vilde da ansee mig for det lykkeligste Menneske paa Jorden; den Tanke at gavne, er altid skiøn, men hvormeget skiønnere, naar man kan tiene sin bedste Ven.

Hermed sendes Dig et Brev fra Frue Warthoe til Gjennemlæsning og en Seddel fra Onkle Numsen, som meget haver glædet mig, gjem dette tilligemed de foregaaende Breve og leveer mig dem naar vi sees. Dine forlangte Ting følger herved, Lev vel, hils Warthoe og Friderique og glem ikke Din

Agga L.

P.S. Leveer Warthoe følgende Portrait af Sophie.

 

Brev nr 92.

Kiøbenhavn den 11te Maj 1811.

Bedste gode Carl, jeg glæder mig ved at kunde tilskrive Dig nogle Linier, og underrette Dig om mit Befindende. Jeg skrider derfor strax til Sagen, for at sige Dig, at jeg nu efter Lægens Sigende er nogenledes frisk, dog føler jeg mig meget mat og svag, hvilket kun vil fordrives ved Distraction og Landluft; Sehestedt har derfor talt med Kongen angaaende Permission, og da Schmettau med hvem jeg har talt, aldeeles ikke er mig imod, kan jeg med temmelig Vished, haabe at see mit Ønske opfyldt; I Morgen gaaer jeg selv til Kongen, og paa Tirsdag eller Onsdag, venter jeg at tiltræde Rejsen til Laaland, og jeg bliver min Rejseplan troe i det heele. Den gode Khre. Roepstorff, som havde det Venskab, at besøge mig, da han erfarede min Sygdom, var meget tilfreds med at Turen til Jægerspriis blev udsadt til efter Pindse, og han sagde, at hvis det var belejligt, vilde han komme til Løvenborg i bemeldte Helligdag, for i Forening med Dig og mig at aftale den fornuftigste Plan, angaaende Stutteriens Anlæggning paa Minnislyst, og han lagde til at vi da med ham kunde følge tilbage til Jægerspriis; jeg finder den Plan meget god, og Roepstorff venter fra Dig Beskeed, om fra Din Side er noget at invende, hvilket jeg haaber Du snarest mueligt tilskriver ham.

Jeg maae bede Dig gode Ven, at gjøre Dig færdig, til at tiltræde den norske Rejse i Midten af Junii, da Kongen vilde tage meget ilde op om jeg forblev her længere, inden jeg afrejste, efter at have haft saa længe Permission; kan Din Vogn ej istandsettes paa Løvenborg maae den allersnarest sendes herind paa det at dens Reparation ej skal forsinke os; Dersom Kongen spørger mig, hvorfor jeg ikke strax rejser, siger jeg at jeg venter efter Dig, som formedelst Forretninger ikke endnu kan komme bort. Tanken om denne Rejse opliver mig, jeg lover mig redt en glad Sommer, og jeg haaber ikke at der fra Din Side, giøres noget Afbræk i denne min Glæde, thi det som glæder mig meest af det heele er, at være med Dig. -

Af en dum Fejltagelse af Lars, blev et galt Portrait, sendt Dig sidst, Du maa nok blevet artig Forundret, da jeg bad Dig levere det til Warthoe, hvilket jeg dog haaber Du ej har giordt. Lev vel bedste Carl, hils den gode Frue Warthoe og hendes Mand, tilligemed Friderique mange Gange fra mig

Din Agga L.

 

Brev nr 93.

Kiøbenhavn den 13de Maj 1811.

Endelig, bedste Broder, haver jeg da erholdet Permission, og faaet alt istand, saa at jeg i Morgen kan rejse herfra; I Morgen 14 Dage kan Du vente mig paa Løvenborg, og jeg haaber at Du nu i denne Tid arbejder af alle Kræfter paa at blive færdig, til at tiltræde den norske Rejse, hvilken endelig maae skee om en 4 Uger. I Gaar var Sehestedt hos Kutter Maas*, denne var meget forundret, da Rygtet havde sagt, at Frederique i Sommer rejste til Norge, og spurgte Sehestedt om Oplysning i denne Sag; da han fortalte hende at Du nødvændig maatte rejse, og at Du derfor ikke vilde lade F. blive alleene hjemme, udbrød hun i Lovtaler over Dig, og sagde det samme, som baade Sehested og jeg, at det var det bedste at F. forblev i Chistiania; i Pindsedagene kommer Sehestedt, med den gamle Skrappe til Løvenborg. I Morgen 8 Dage ankommer jeg til Gavnøe, gjerne saa jeg Dig der, men Du kan vel neppe faae Tid, da den norske Rejse saa snart skal gaae for sig. Dersom Din Vogn skal herind for at repareres, kan du adressere den til Lars, der overleverer den til vores Sadelmager, som haver paataget sig, at besørge den i complet Stand; skulde der ellers være noget Du vilde have besørget til denne Rejse, da raader jeg Dig, at henvænde Dig til Schmith, men tænk bare derpaa i Tide, paa det, at slige Ting ej skal opholde os, det er end ydermeere nødvændigt at vi kommer snart bort, da jeg ikkun haver erholdet 3 Maaneders Permission. Jeg haver i Dag noget at udrette, saa at jeg for denne Gang maae slutte. Vil Du hilse Frue Warthoe venskabeligen fra mig, og overlevere hende medfølgende Portrait; Lev vel bedste Broder, hils F. og tænk stedse paa Din til Døden troefaste Broder

_____ Agga.

*= Mutter Kaas.

 

Brev nr 94.

Tirsdag 14 Maj 1811.

I dette Øjeblik, da jeg skal rejse modtager jeg Dit Brev, jeg faaer derfor ej Tiid til at besvare det vidløftigt. I Gaar tilskrev jeg Dig angaaende Vognen og den norske Rejse. Sengeklæderne, med Hermans øvrige Sager, skal Lars og Moster besørge; i Dag 8 Dage kommer jeg til Gavnøe; angaaende Pengene til Rejsen har jeg sagt Schmith Beskeed. Hils Frue Warthoe og tak hende mange Gange for hendes kjære Brev, det giør mig meget ondt at jeg i Dag ej faaer Tid til at besvare det. Sophies Siluet følger herved med, der er endnu ej Vox paa det. Du maae derfor være meget forsigtig med det, paa det at det ikke udviskes. Min Hoppe staaer i Gaarden og tramper af Utaalmodighed. Lev vel, og tænk stedse paa Din

Agga.

P.S. Arbeid endelig paa snarest mueligt at blive færdig til den norske Rejse. -

Undskyld denne ulæselige Skrift.

 

Brev nr 95.

Knuthenborg den 19de Maj 1811.

Bedste gode Carl, jeg kan umuelig overtale mig, til at lade Posten afgaae, uden at tale et par Ord med Dig. Jeg er da nu i dette fortryllende Land, paa det dejlige Knuthenborg, den gode Onkle og Tante viser mig den meest forekommende Godhed, saa at alt forener sig for at gjøre mig fornøjet og glemme det forbigangne, dog dette vil for det første, ikke skee, kun Tiden vil kunde jevne, det min Siel i denne Tid har lidt, imidlertid, kan jeg beroelige Dig, med at mit Helbred, er i fuldkommen god Stand, og at min forrige Munterhed i Omgang med andre, begynder at vende tilbage igjen, kun naar jeg er alleene og kaster et Blik paa det forbigangne, kan jeg blive inderlig sørgmodig.

De Følelser, som gjennemstrømmer min Siel, ved at tænke mig at jeg nu betræder den Grund, hvor vor evig uforglemmelige Moder, har tilbragt sin Barndom*, o! Carl! disse Følelser ere ej til at udtrykke, det glæder mig at tænke mig den Tid tilbage, da denne Engels Øjne beskuede de samme Gjenstande, som nu fryder mine og ak! paa den anden Side maae jeg fælde Veemods bittre Taarer, ved at tænke mig at hun nu er tabt for os - o! hendes Tab bliver evigt uopprettelig. -

Den gode gamle Kragelund, skal jeg hilse Dig mange Gange fra, hun er den samme redelige troefaste hun immer har været, og hun blev nesten henrygt af Glæde ved at see mig, hendes Omstdændigheder, er ikke brillante, men dog meget taalelige, Malling er meget stræbsom, og disse gode Mennesker, skiøndt meget forskiellige i Alder fører et enigt og lykkeligt Liv.

Til Slutning, vil jeg sige Dig noget, som jeg troer bliver Dig kjerkomment; jeg haver nemlig fundet det Menneske, som jeg troer at turde anbefale Dig, som Skovrider, det er en meget skikkelig Karl, en god Jæger, og skal være en god Forstmand, han har i det mindste et meget godt Beviis fra Oberførster Vinholdt, hos hvem han har lært; han er for Øjeblikket Skovrider her, men kan ikke udholde at blive her, formedelst Onkles Urimelighed, (som er over ald Beskrivelse) han ønsker ubeskriveligen at komme til Dig, og vil med Fornøjelse lade sig lede af Reinbott, hvem han kjender og bærer megen Agtelse for, hans Navn er Larsen og kan tiltræde til 1ste November, naar vi sees skal vi tale nøjere herom, og jeg har blot foreløbig sagt Dig dette fordi Du ikke skal fæste nogen anden, for jeg troer neppe Du finder nogen bedre og med mindre Indbildninger, lad Dig nu ikke mærke hermed, thi faaer Onkle Nys derom er Fanden løs. Lev nu vel bedste Carl, hils Frue Warthoe mange Gange og tænk stedse paa Din hengvine

Agga.

P.S. Vi Du paa Tirsdag 8 Dage lade H. Madsen, afhente mig i Ringsted, med mine smaae Heste og en let Vogn, for at jeg kan spare paa den sorte Hoppe, som er bedækkeet, og derfor ej maae gaae i een Dag fra Gavnøe til Løvenborg, Du kunde da lade et Menneske følges med H. Madsen, som kunde føre den sorte Hjem. -

________ -

*Aggas mor, Frederikke Juliane Marie, var født Knuth, datter av lensgreve Eggert Christopher Knuth til Knuthenborg og Maria von Numsen, og vokste opp på Knuthenborg.

 

Brev nr 96.

Kiøbenhavn den 18de Junii 1811.

Bedste Carl; mine Kammeraters Raad er, at jeg om mueligt, skal opsætte Rejsen for at bivaane det store Maneuvre, og da dertil kommer at Sukkerraaden meget ønsker at beholde mig nogle Dage længere i Byen for at afhandle adskillige vigtige Ting; har jeg meldt mig til Tieneste. Paa Løverdag skal vi have spildt Revue, og derefter skal daglig 2de Regimenter presenteres, paa Onsdag 8 Dage, skal det store Maneuvre begynde, og vedvare Torsdag, Fredag og Løverdag, da alt skal være forbie; vores Rejse bliver da kun udsadt 8 Dage og jeg haaber at Du heri vil finde Erstatning ved at see vores daglige Kavalerie forsamlet. Kom nu snarest mueligt herind, for at faae ethvert Regiment for sig at see, jeg veed at det vil moere Dig. Jeg seer mig nødsaget til at bede Dig sende mig den sorte brune Hoppe endnu i Morgen Aften herind, jeg skal sikkert skaane hende, og kan have meget Lejlighed dertil, da jeg slutter bag Escadronen; jeg vil raade Dig at medbringe den sorte Hoppe, da det vil blive gandske umueligt at faae nogen Hest til Laans eller Leje.

Vognen er nu istand, paa nogle ubetydelige Ting nær, og saavidt jeg kan see, er alt meget godt giordt. Jeg stoeler nu paa Din Godhed angaaende den sortebrune Hoppe, nægter Du mig denne er jeg bandsadt i Flugten, thi jeg kan paa ingen Maade faae nogen Hest til Laans. Lev nu vel bedste Carl, det giør mig meget ondt, at jeg haver været nødsaget til at giøre denne Comfution; Sehestedt, Lindholm, og alle andre gode Venner hilser. Endnu engang lev vel, mange Hilsener til Frederique Warthoes, Generalen, og Perialraaden, ikke at forglemme vor gode rare Amptmand.

 

Din evig hengivne Agga L.

 

Brev nr 97.

Porsgrund, den 10de Septbr 1811.

Det er tungt for mig efterat have tilbragt en lykkelig Tid i Forening med Dig, hvor jeg daglig kunde see og tale Dig, at maatte see mig nødsaget til at betiene mig af dette svage Middel; o! bedste Carl, du savnes af alle her, men i Særdeleshed af Din Broder; jeg føler en Tomhed om kring mig som jeg ikke kan beskrive, og skiøndt jeg søger at flye følger denne mig overalt, jeg søger at erstatte Dit Savn, ved at tale med vor gode rare Friderique om Dig, ja! vi taler redt ofte om Dig, og Resultatet bliver stedse: gid blot Carl, og Amptmanden*, var her; men ak! dette er jo kun tomme Ønsker som ej kan gaae i Opfyldelse. Dersom jeg vidste Dig lykkelig i Din nuværende Stilling skulde jeg ej beklage mig saa meget over at savne Dig, men desværre denne Glæde har jeg ikke engang, hvilket er det tungeste af alt, og som ofte udpræsser bittre Taarer af mine Øjne; o! dersom Du vidste hvor meget jeg føler for Dig, gjerne vilde jeg sætte mig selv i Din Stilling hvis det kunde gaae an og jeg derved kunde redde Dig, men jeg formaaer desværre ikke andet end bede Forsynet give Dig Kraft til, med Taalmod at udstaae de Lidelser som saa grusomt sendes Dig; en deeltagende troefast Ven tør jeg nok sige, vil Du stedse finde i mig, og jeg smigrer mig med at den Tanke maaskee undertiden kan lindre den haarde Skiæbne, thi jeg veed, at det altid er en Trøst for ulykkelige, naar andre føler med Dem.

Nu bedste Broder vil jeg fortælle Dig lidet om hvorledes det er gaaet mig siden vi adskildtes; efter at have sagt Dig mit sidste Farvel, hastede jeg ned til Vækkerøe; Grevinde Wedel modtog mig meget venlig og besørgede mig strax befordret til Ravnsborg; hvor jeg maatte tage til takke med en elendig Kierre omtrent som den, man sidst i Osterrød vilde give vort Forbud; jeg hastede nu saa meget mueligt med Rejsen, og kom omsider Kl 9 om Aftenen til Bilet; jeg besluttede at tiltræde Rejsen om Morgenen Kl 3 ½, men jeg vaagnede Kl 3 og fandt alt i Huset endnu gandske roeligt; jeg stod op og besluttede at søge Folk da alle endnu laae i en Død Søvn; men nu skulde Du seet min Nattevandring, i Bælgmørke famlede jeg hen til Dørren og ned af en Trappe, jeg kom fra det ene Værelse til det andet, men alt var roeligt; i Fortvivlelse havde jeg nær vendt tilbage til mit Kammer, da jeg just hørte Lyden af sovende Væsener; jeg famlede og ravede omkring; endelig stødte jeg med Foden paa et Trin, og troende at det var en Trappe, sadte jeg det andet Been fram; men hvor forskrækket blev jeg ikke, da jeg blev modtaget af et forfærdeligt Skrig, og jeg erfarede til min store Forundring, at den formeente Trappe, var en Seng hvori 2de kjønne Piger laae; Du kan tænke at mine Tanker strax faldt paa Dig, jeg ønskede Dig i mit Sted, da Du formodentlig havde været mindre raadvild end jeg; havde det enda været een - men Ordsproget siger een om een og 2 om Fanden, og dette fulgte jeg, thi da Styrken var for overlegen besluttede jeg, som en god General, en hurig Retirade, hvilken og strax blev exeqveret. Efter denne forunderlige Hendelse hastede jeg at komme bort, og fortsadte min Vej til Laurvigen uden videre Fata, der besøgte jeg Herman Wedel og den dobbelte Excellence (ogsaa General Sognefoged kaldet), den første bad mig hilse Dig paa det venskabeligste; Efter 2 Timers Ophold rejste jeg hertil, ved Sundet havde jeg, som sedvanlig Spectakler med Befordringen, og jeg har alt klaget til Severin**derover.

I Søndags Aften var jeg i Asemblee hos Jørgen Aal, og i Dag skal jeg med Friderique til Klosteret for at ride med Sophie Adeler; Der har Du kortelig Rapport over min Tiids Anvendelse; min meste Beskieftigelse er at tale med F. om Dig og det forbigangne, enhver Ting erindrer mig om Din Nærværelse her, og giør mig sørgmodig. F. beder mig spørge Dig om det er Dit Alvor med Skibsposten hos Jarl Aal, samt hvor mange Penge Du vil spandere derpaa. Mine Commissioner haaber jeg Du erindrer, lad Lars snarest mueligt sende mig Valdhornet og Gevehret, og bed Schmith hurtig svare mig paa de Ting jeg har bedet Dig spørge om. Hils Hans Madsen og siig hem at Huusholdersken begræder hans Fraværelse, jeg tænker, at om en 7 a 8 Maaneder, faaer hun vel en Erindring af ham.

Lev nu vel bedste gode Carl, hils Amppptmanden, hans Højviished og alle andre som med Venskab erindrer mig, skriv mig snart til og fortæl mig hvorledes det staaer til hjemme, samt hvad Du veed interesserer mig.

Endnu engang lev vel og tænk stedse paa Din til Døden hengivne og troe Broder

 

Agga Løv.

P.S. Onkle, Tante Zelle, Ernstine, Nils, A. Bruun etc. hilser, Tante er ikke gandske vel, dog i Bedring, Madam Rasch kommer sig.

______

* Amptmanden: Herman Løvenskiold, bror til Frederique, amtmann i Holbæk amt på Sjælland.

** Severin Løvenskiold på Fossum.

 

Brev nr 98.

Holden Jern Værk den 15de Septbr: 1811.

Bedste gode Carl, jeg kan dog ikke lade Posten gaae bort, uden at tale et par Ord med Dig min bedste Broder, omendskiøndt Tiden er mig meget knap. Jeg kan ikke sige Dig hvor den Tanke er mig fremmed og ukjær, at vi nu ved saa mange Miile er adskildte, jeg længes undertiden endnu efter Søndags for at kunde faae Dig at see i Porsgrund, men denne Feiltagelse mærkes snart ved nogen Eftertanke, og efterlader en Mismodighed, som kun Arbejde mægter at fordrive.

I Fredags haaber jeg da at Du er kommet til Kiøbenhavn. Friderique og jeg har fulgt Dig i Tankerne, ofte spurgte hun mig hvor Du nu var og jeg gjentog nu Din Rejseroute, og fandt altid med Glæde at Du nærmede Dig med stærke Skridt til Enden af Din ubehagelige Hjemrejse; Ja bedste Carl, Friderique og jeg taler aldrig om Dig, uden vi af vort inderste beklagede din Stilling; denne gode Pige holder redt meget af os, hun anseer os, som sine Brødre, og det glæder mig, thi man kan aldrig have oprigtige Venner nok; Jeg forlod hende i Fredags, og rejste herop til min Eensomhed, for ved Arbejde at opfylde min Bestemmelse, hvorved jeg da bliver dobbelt skikket til at nyde Fornøjelsestiden. Jeg fandt alt her ved mit Tilbagekomst i god Orden; Presten har holdt op med at hugge i Sæterkaasen, og jeg haaber at kunde afgiøre Tingen i Mindelighed, hvilket er overeensstemende med H. Wedels Raad; min Rejse i Cirkomferentzen, kan i nogle Dage endnu ei foretages formedelst Forvalter Poppes Upasselighed, og dette er Skade, da Vejret er nu det bedste det i lang Tid har været. Jeg har tilskrevet Schmith, og bedet ham om mueligt komme herop; det vilde være til megen Nytte, see til om Du kand virke noget paa ham i den Henseende. Agre har jeg med denne Post ligeledes tilskrevet, det vilde være mig usigelig kjært at see ham her, da havde jeg dog et Menneske jeg kunde tale med, om Dig og fordums lykkelige Dage, og hans Nærværelse vilde vist ogsaa være mig nyttig i mange Henseender; see nu til, at Du noget snart kan faae ham til at bestemme sig, og jag ham saa gesvindt herop inden Vejret bliver slemt. Lad nu Lars snart sende mit Valdhorn og det dobbelte Gevæhr, jeg længes meget efter begge Deele; sig at det maae adresseres til Edvard Munk i Christiania, og ham kunde bedes, at sende det med Fragtemand Mads Nielsen, som gaaer mellem Christiania og Schien, denne kunde da aflevere det hos Onkle Løvenskiold; dersom Du gode Ven vilde med Tøjet tilskrive dette til Munk var det ønskeligt, og i alt Fald kunde Du lade Schmith skrive det.

Jeg seer mig nu nødsaget til at afslutte for i Dag, hils Herman mange Gange fra mig og siig ham at jeg med det første skal tilskrive ham. Lev vel bedste Broder, skriv mig flittig til, og tænk stedse paa Din til Døden hengivne

Agga L.

P.S. Lag mig vide hvorledes det gaaer Sophie, Du veed hun interesserer mig meget.

 

Brev nr 99.

Holden Jern Værk den 25de Septbr 1811.

Inderlig Tak bedste Carl, for Dit kiære Brev jeg modtog med sidste Post. Siden Skjebnen paa ingen Maade vil tillade mig den Lykke at have Dig her hos mig, glæder det mig uendelig at vide Dig lykkelig ankommet til Dit Hjem. Stakkel, Din Rejse, kan jeg begribe, har ikkke været behagelig, en Afvexling mellem Gnaverne og Regning, har formodentlig været din Lod; jeg skrækkes endnu, naar jeg tænker paa den sidste Morgen i Christiania; dog ikke meere herom, lad os snakke om behageligere Ting.

Af Hjertet glæder jeg mig med Dig over den gode Sophies lykkelige Nedkomst, nu; kan Du nu see, at jeg havde redt, da jeg sagde at Du ikke skulde see Tingen med saa sorte Farver; nej min gode Carl, Du lider nok alligevel, saa det vilde have været alt for grumt af Forsynet at give Dig dette Stød. Men siig mig; hun har jo faaet heele 2 Drenge, [...] en Fandens Hoben; nu behøver hverken Du eller Otto at være jaloux paa hinanden, for nu kan i jo, hver lage sin, saa veed jeg, at ingen af jer skeer Uret, kun kommer det an paa, at i begge veed at vælge den rigtige; dog dersom nogen af Dem, Spyt, (som Cadet sagde) vil denne, let erkjendes for Ottos, Din derimod bliver den Sophie holder meest af.

Du seer bedste Carl, at jeg søger at holde mig ved mit gamle muntre Lune; undertiden kan jeg rigtig nok begynde at blive melonsk, - melankolsk vilde jeg sige, thi her er grummende eensomt; Tanken om at jeg lever i en nyttig Virksomhed og derved opfylder for en Deel min Bestemmelse, som Menneske, gjør imidlertid at jeg desuagtet lever ret tilfreds; gid jeg nu blot maatte see Værket i en god Drift, saa at jeg kunde høste lidt Frugt af mine Bestræbelser, men dermed seer det desværre, som Du selv veed langvarigt ud.

Vor lille Søster F. har jeg ikke seet i heele 11 Dage og endnu vil nogen Tid gaae bort inden jeg kan erholde den Glæde; jeg skrev hende et Brev til med sidste Post, og jeg længes ret efter at see hende, hendes Selskab, sætter jeg usiigelig megen Priis paa, og jeg lover mig baade megen Glæde og Gavn deraf i Vinter. Jeg veed aldeeles intet Nyt at fortælle Dig, uden at Præsten, vedbliver at rydde i Sæterkaasen, jeg har tilskrevet ham et høfligt skjøndt lidt bidende Brev i den Anledning, og dersom dette ej hjelper, da agter jeg ved Lovene alvorlig at tiltale ham; var det ikke mueligt, at Kaas kunde skaffe mig denne ondskabsfulde nederdrægtige Mand af Vejen, lad ham giøre ham til Provst eller Bisp, blot at han kommer bort herfra; en anden ubeskrivelig stor Fordeel vilde jeg desuden faae dermed, nemlig at jeg fik Lejlighed til at kjøbe betydelige Ejendomme til Værket, da alt benefiseret Præstegods ved første Vacance skal sælges, og dette bestaaer af meget betydelige og nærliggende Skove. Tal for Løyers skyld med Kaas herom, naar Du finder Lejlighed dertil; dersom det ej hjelper, kan det ej heller skade. Din (Samtale) med Schmettau, maae Du endelig fortælle mig, samt sige, om det er mig eller Sehestedt han er vred paa; Af mine Commissioner tilskrev jeg Dig sidst om Gevæhret og Valdhornet, men tillige maae Du sende mig mine Stænger, thi Hesten har skikket sig saavel, at jeg hvad Øjeblik det skal være kan lægge Stænger paa ham.

Hils vor gode Herman redt venskabeligt fra mig, tilligemed Warthoes, Agre etc; glem ikke gamle Reinbott og Petersen. Lev nu ret vel, skriv mig snart til og fortel mig lidt om Jagten samt andet Du veed moerer mig. Endnu engang lev vel og tænk stedse paa Din til Døden troefaste Broder

Agga L.

P.S. Tilgiv bedste Carl, at jeg endnu forulejliger Dig med, at bede Paulsen forskaffe mig nogle gode Forst og Jagtbøger, saavel tydske som danske, thi jeg agter i Vinter at studere dette Fag videre. Jesters over Jagten findes i mit Logis i Kiøbenhavn. Med allers snarest maae Du kiøbe Komedien De to Grenaderer, og sende, thi vi vil maaskee spille den her.