Fol. 68b

Claues Meltzouw paa sit embedis wegne Lod aff randhsagelsenns hus inndkalle wdj rette Seuffrenn Felle oc hannom anklagit for ein quinde hannd haffde Voldtagenn oc derthill med giffued hugg oc slag Desligste oc for ein annden quinde wed naffn Karrine Østenns daatter hannd wdi lige maade wille haffue woldtagett i samme sinde, Och haffde slaget Blaa oc blodig epther tuende quinders prouff som Proffuede, att de haffde hørt forne Karen tuo eller tre gannge ønkelig raabe oc giffue sigh och bedh for gudz schyldh oc lade sig bliffue meth freedh och icke at slaa sig, Men Søffren badh hennder gaa i hanns seng, att dieffuelen skulle fare i hennder, Karen

suarede hon wilde well gaa i husit at legge sig Menn icke wdi hanns sengh, Och stod nu forne quinder oc klaget for rette, att den thid forne Seuffrenn wille haffue Woldtaget hennde oc saa slog oc traadde hennder under fødder, Da robte hunn Mord oc døidslaig oc begierit hielp oc fick inngenn. Och suor først Berite Jennsdaatter oc sidenn Kierstine Erichsdater paa bogenn paa deris høigiste Eed at haffue hørt saadanne Ordh raab oc skreg; Och om anndenn dagenn saa de forne Karrine Østensdatter blaa wdi angsichtet, Dog saigde de icke wijde mere deraff wdenn røstenn oc Lydenn de hørde, Och same quinder som Voldtagenn oc slagenn wore, atthe kom først thill huset thill Beritte Jensdaatter, som hunn sad i dørren oc klaget saadanne deris Nød for hennder, Item Anna Knudtzdaatter bekiennde for retten, att denn thidh forne Seuffrenn Voldtog og belaa hennder Da robte Lasse Kock aff sit hus thill Søffren Felle, Dog saigde hun sig icke att kunnde forstaa huad de tallidh thilhaabe, Dernest bleff Lauritz Pedersenn Kock inndkallit oc hannom adspurde oc formanit paa sin siell oc saligheth att sige sanndhedh i dette maall, saa megett hannom witterligt ware, Huilchet hand suor paa bogenn, att wille giøre, Och siden suor hannd wed siell oc saligheth, at hannd war druckenn der hannd hiemkom, Och da war Klockenn eit slett, Och wisste icke mere deraff Ennd som de anndre tuo quinder haffde saugdh for hannom om Morgennen,  Oc dermed bleffue de alle wduiste aff dørren Och eptherdij der fanndtz tuiffuell oc Misfeill wdi forne Lasse Kockes Prouff, att hand icke wille bekiennde sandingenn i samme saig, Eptersom quinderne der schadenn finge kunde hannom Offuerbevitne att de hørde hannom talle med forne Seuffrenn, om natten der hannd woldtog forne quinde, Och hannd det aff skalckhedh benechtet, emod den Eedh hand her for rette giorde, oc dølgedh sannhedh Sammeledis nogle af de anndre quinders personer som witterligt er om sagenn, Thi bleff forne widnisbyrdh befallet at gaa ij eit hus till forwaring att de dennem betre betencke kunnde, om deris Vitne att

bere, Epterdij det er Liffs saig Och bliffue nu thillneffndh epther Lougenn i Mannhelgibolkenn i dett 4 oc 5 Capittels liudelse, de tollf mendh wed naffn Jørgenn Jacobsen, Niels Biørnnsenn raadmenndh, Hanns Pedersen Jacob Jannsenn, Mogenns Buggi Jesper Skrøder, Gerdh Bøingk, Michell Skriffuer, Hermannd Borris, Dam Thønnesen oc Annders Christennsønn, Laugrettemendh som skall i Morgenn epther Predicken randsage denn saig Om hues widnisbyrdh der findes, och sidenn thill neste raadstuffue her for rette affsige deris domb wdj samme saig, epther Lougenn oc Konningh Haakons retteboedtz Liudelsse, Paa Bergenraadhuss Anno 1593 denn 16 Maij Neruerendes Laugmanndh Borgemestere, Raadhmendh oc Laugrettit. Dernest kom for oss endnu som thilforne Claues Meltzouw Byefougett herwdi Bergenn, oc tuende quinder aff Waas wed naffn Anna Knudtzdaatter som er Alff paa Torklous egtequinde oc Karenn Østensdater som er Asbiørn paa Sturenns egtequinde, oc Lod her wdi rette inndkalle Seuffren Lauritzenn Felle, oc hannom anklaget først at haffue Voldtaget og beligget Anna Knudzdater Dernest slaget og draget forne Karen for hunn icke wille giøre hanns wilge Och beklagett Byfougden med de tuende quinder saaledes sagenn att were sig thildragenn, att forne tuende quinder war wdschichett aff Wossegield hid thill byenn Miell oc anndet at hente thill deris husholdningh Och der de komme her thill byenn wdi Saltøenn oc Miente at de wilde bekommet Noget hos Strange Jørgensen thill borgenns Da kom forne Seuffrenn oc sagde att hannd wilde Wndsette dennom med ein Thønne Meell Och bad dennom følge sig hiem i sit hus som de oc giorde, Och der de kome hiem Loed hannd hente j kande Øll, Och som det war giordh Thog hannd denn ene quinde wed naffn Anna Knudzdaatter oc med Voldh kastet hennder i senng oc Lugte senngedørrenn thill, oc slog ein Lanng Jern Kraag derwdj, Och der lang ein thidh reff oc slog forne Anna Knudtzdatter inndthill hannd fich bedreffuit sin Onde Wilge med hennder, Sijdenn wille hannnd haffue hafft forne Karren vdi senng, som war ein gammel Vdløffuett quinde Och der hunn raabte oc kom wdaff dørren i hagen Løb hand epther hennder med eit werge oc slog hennder blaa oc blodig Och derpaa fremeschett de disse eptschreffne widnisbyrdh, Først Steinn Tønnisdaatter borgerske hersammestedtz som witnet at hunn adspurde Lasse Kock som boede i husenn hos forne Seuffren Felle, huad war det for Regiment dinn husbond haffuer hafft i natt, Da haffde forne Lasse suarit hennde, oc sagdh sig at were druckenn, oc hannd icke war kommet wdi husses før 9 eller 10 om Afftenen  Och da hørde hannd att forne Seuffrenn Felle argieriet oc Buldrett megett i huset med de tuende quinder, Da schulle forne Stenn sagdh thil hannom, Gud forlade dig Lase Du maatte gaadh ind oc hiulpit de fattige quinder, Da haffde hannd suarit hennder igien att hannd icke wiste andet Ennd dett haffde werit horer oc Skøger Och mennte at hannd war dennom klog nock, Och hannd icke wille gaa innd i huset thil hannom, Thi hannd wiste hannd war ein farlig Karll, oc motte faa nogenn skade aff hannom, Och derthill lod dennom Nappis som de kunde best, Och forne Lasse Kock att haffue hørdh at forne Seuffrenn bad quindenn gaa i seng det Dieffuelen foer Wdi hennde, Och dermed slog oc drog hennder, Och hun bad for gudz schyldh att hannd icke schulle slaa sig, Vdi lige maade witnet oc Ingeborg Iffuersdater, boenndes hersammestedtz, att haffue hørt saadane Ordh aff forne Lasse Kock wdi forne Seuffren Fellis saig, Sammeledis bleff nu forne Lase Kock frembeschet og formanit paa sin høigeste Eedh att bere sanndferdig widnisbyrdh i samme saig. Da bekiennde forne Lasse Kock alle de forne Ordh som forne tuende quinder haffue witnit om hannom Och at hannd granndgiffuelig hørde at forne Seuffren Felle om nattetide Thruedh oc bandet oc slog forne quinder Huilket hannd dog icke for frycht oc fare schyldh torde bekiende her for rette, Saa sant  schulle hannom gud hielpe, som hannd bekiennder sin sanndhedh wdi denne saig. Dernest proffuit forne Ingeborg Iffuersdater att denn thid forne Seuffren Felle slog og drog forne Karren, Da slapp forne Anna Vdaff dørren Och kom thill forne Inngeborgs hus oc bad hennder for gudz schyldh att lade sig gaa ind, i husett aff weijenn fra forne Seuffren, Och ein liden stundh derepther kom oc forne Karrine løbendes oc bad Vdi lige maade att motte komme ind wdi husit, Och der krøbe wdi ein Sualle, oc sadh oc skelffuit, oc græd oc ynket dennom, gandsche natt igiennom.  Aff de hug oc slag som forne Seuffrenn dennom giffuet haffde Huilche forne Ingeborg saugde sig att haffue forne henndes Matmoder Stein Tønnisdaatter thilkiennde giffuer, Og da haffde forne Stein raadh hender thill at schulle besee dennom, om de Vare blaa oc blodig som hun oc saigde sig att haffue giordh Och befandh att forne Anna war blaa emellom herdenne, oc slaget eit saar paa Thommelfingeren meth hanns Lanngekniff, Och wdaff de hug oc slag hunn haffde faet Tøckes hennder som der løb ein leffuends Mus emellom huden oc kiødet paa forne Anna, Och at forne Anna same stunndh haffde klaget for forne Inngeborg, at forne Seuffrenn haffde bedreffuit denn schammelig gierning med hender, emod henndis wilge, Ocsaa witnet at forne Karenn war slagen blaa og blodig offuer henndis hoffued oc angsicht oc meget ilde plaget offuer all henndis Krop Saa sant schulle gudh allermegtigste hielpe forne Ingeborg, Wdi lige maade Vitnet oc ein anden dannequinde, wed naffn Magdallena Halffuordzdaater, att samme thidh hun lagde sin Haandh paa forne Annas schulder Da beffrede alt forne Annis Legemens oc skalff, oc løb omkring emellom hud oc kiødh Lige som det haffde Verit ein leffuendis Mus, Och saag at forne Anna war blodig paa sin haand aff det slag forne Seuffrenn haffde giffuet hennder, Och hun hørde att forne Anna klaget samme Stundh at forne Søffrenn haffde Voltaget hennder, saa sanndh schulle hennder gudh allermegtigste hielpe. Proffuet oc ein quinde wed naffn Beritte Jennsdaatter, att hun om nattertide emellom xi og xii slett hørde at forne Karrine Østens daatter Jammerlig raabte oc skregh. Thi at forne Seuffrenn slog og drog hennder, Och der honn for gudz schyldh bad hannom, at hannd icke skulle slaa sig, Da haffde hannd suarit at hunnd schulle gaa i hanns seng, att diefflen foer i hennder, Och forne Karrine at haffue suarit hannom, att hun wilde gaa i hanns hus at ligge oc icke wdi hanns sengh, Och begierit hunn att motte bliffue meth fredh Och strax forne Karrine haffde Offuergiffuit at raabe, Da kom forne Anna Knudzdaater

thill forne Bergitte Jennsdaatter oc beklaget at forne Seuffrenn Felle haffde Woldtaget oc forkrennket henndis ære Strax derepther kom forne Karine løbendes Och nogenn stund siden kom forne Seuffrenn oc spurde epther dennom om de icke komme innd thill hennder, Da haffde forne Bergitte suarit Nej: Och saugde att de ginge omkrinng henndis dør, Och sagde forne Bergitte at hunn saae forne Karenn oc Anna schelffuit oc Beffrit aff de hug Seuffrenn haffde giffuet dennom, Dernest witnet oc Kierstine Einarsdotter att hunn om Nattertide i sin seng hørde at forne quinder, iammerligenn raabte oc skrege,  oc bad for gudtz schyldh icke slaa sig, Dog hunn icke wiste denn thidh naffn paa same quinder Saa sandh schulle hennde gud allermegtigste hielpe, Och sidenn at haffue seet forne Karrinne blaa oc blodig. Wdi lige maade, witnet oc forne Kirstins mand Mogenns Rasmusenn at haffue hørdh saadanne Jammerlig quinde raab om natter thide, som forre sijger.

Och der alle disse witner haffde suorit oc Vitnet som fore siger, Da kunnde forne Seuffrenn Felle icke benechte at hannd io haffde slagett dragit oc Voldtaget forne quinder som foresiger, Och begierit at hannom maatte benaadis paa Liffuet, Och bekienndett at haffue bødit dennom ein Thønne Meell och eit par skoe, att de wille were stille oc icke klage paa hannom, Och epther wij forne xij mennd som thilneffde Vare, nest forledenn Thinngdag att ranndsage oc døme Wdi denne saig, saaledes haffuer Offuerhørdh alle Proffue, Da randsaget wij oc Lougen som klarligen formeller i dett 4 oc 5 Capittell wdi Mandhelgebolckenn, att det er botemaalssaig om mannd tager Kone med woldh om der er tuende Louglige Vitne thill, at det er sant, Nu er der icke Loglig witne Men hun siger sig were Woldtagen och siger hun dem samme daig Da dømme xij de forstandigste mendh Eptherdij som dennom tøcker Lignelse thilberre Och huad dennom thøcker Ligeste thill sanndingenn adh were, som Lougen derom i de tuende Capitteller widere formeller, Och epther all Leiglighedenn om samme saigh. Da kunnde wij icke rettere forefinnde emellom gudh oc voris samwittigtheth Ennd at forne Søffren haffde bedreffuit den Last oc skam, med forne Anna emod henndis Vilge Saa oc meget Vthilbørligenn, Och med Voldh oc Offuerlast wdenn all billig Orsage slagit oc dragit forne Karren, Om huilchen sag Bergenn byes Priuilegier, Besønder lig Kønning Christian denn 3 beseglit breff Daterit denn Indehollendes at huilchen som bruger wdi Bergenn Opstød, Opløb, woldh eller Velde, haffue forbrudh liff oc godz. Thij sagde wij forne tolff menndh forette at forne Seuffren Lauritzen Felle, for saadan sine misgierninger haffuer forbrudh liff oc guodz epther Lougenn oc Priuilegernis Liudelse, Vdenn Kongens befalningsmanndh paa Bergenhus annderledes will haffue hannom benaadett Huilchen wor domb wij for rette i dag paa Bergenraadstuffue Opsagdh haffuer. Och epther at Laugmanndenn Borgemestere och Raadhmenndh da paa nytt haffuer Offuer hørt forne Vidnisbyrdh wdi forne Seuffren Lauritzenns egen Neruerelse oc paahørelse, som oc thilforne tuende gange skeedh er, Da haffuer de med os samptøcke samme domb,

Dett bekiendis ieg Souffren Lauritzøn Felle som er barnfød i Jutland witterligt giør med dette mit Opne breff, at eptherdij mig trennde tingdager paa Bergen raadhuss er lougligenn Offerbeuist Først at ieg haffuer woldtaget ein fattig bonnde quinde aff Vaas wed naffn Anna Knudtzdaatter, som er Alff paa Thockeloffs egtequinde, oc slagett hennder blaa och blodig Dernest meget ønkeligt slaget ein anden gammel dannequinde wed naffn Karrine Østensdaater som er Asbiørn paa Sturenns egtequinde som Var i følge med forne Anna Fordij at forne Karenn icke wille gaa i senng thill mig. Och ieg icke kunnde forfremme min Onde Wilge meth hender som ieg med denn andenn, (Dog emod hans wilge) giordh haffuer, Epther at ieg om Natters thidh haffde Suigactelig Locket  dennom fra deris rette herberg oc neder i mit hus som ieg min Onde gierning oc Voldh bedreffuit haffuer, som fore siger. For huilche sager ieg for rette paa Bergennraadhus denn 16 Maij sist forleden bekienndett at haffue mig groffuelig oc meget Wthilbørlig forseet, Och ieg derfore same thidh epther anklagenn Vidnisbyrdenn oc min egen bekiendelse bleff dømpt at miste mitt liff som Lougenn oc Priuilegierne om mine sager formeller, Sijdenn haffuer min husbond Erlig welforstandig mannd Strannge Jørgensenn giord forbønn for mig thill Erlig welb. Fruw Beritte Skram wdj henndis manndz E. welb. Peder Tottis frawerelse, paa Bergennhus at hun for gudtz schyldh paa Konge Maytts wegne wilde Vnde mig liffuet paa denn forhaabning at ieg (Nest gudz hielp) wdi anndre fremmede lande kunde mig forbetre, Da haffuer denn gode Fruwe Bergette Skram med andre gode folkes raadh oc samptøcke for gudz schyldht benaadet mig liffuet, Med slig wilkaar at ieg schulle fornøige de andre danne quinder som ieg saa ønkelig skenndet oc slaget haffuer, hues billigt oc rett kunnde Vere, oc som de lader Dennom nøige med Och betalle huer innden eller Vdennbyes som ieg noget schyldig er, Og naar ieg gaar aff mit fengsell paa Bergenhus skall ieg strax rømme denne bye oc Norgis rige oc aldrig igien komme Menn dersom ieg heremod kunnde befinndes nogennstedz at fortøffue, eller thill Lanngewernn at bliffue Maate ieg strax angribes oc fengsligenn føris hid thill Bergen som ieg mig forseet haffuer Och stannde min thilbørlig straff paa Liffuet epther min doms Liudelse, wdenn all Naade eller forbønn i nogen Maade, Thill sanndingen herom at ieg dette forschreffne Saa Wryggeligenn paa min ære oc liffs fortabelse will holdet haffue, Vnderschriffuer ieg denne forplicht friwilligen med min Eigenn haandh oc denn indtegnit lade i Bergennbyes tinngbog hos forschreffne: min domb, wdj samme saig,

Actum Bergen hus Anno 1593 denn 25 Maij. Søffren Felde med eigenn haandh