til forsiden | til avslaget

1839:

Akershus Fæstnings Slaveri, den 27de December 1839
          Gjest Baardsen Sogndahlsfjæren af Sogndals Prestegjæld i Nordre Bergenhus Amt, der som domfældt til Kagstrygning og offentligt Arbeide paa Livstid, har begaaet kvalificeret Tyveri og Pengerepræsentativers Eftergjørelse hensidder i Akershus Fæstnings Slaveri, ansøger underdanigst Deres kongelige Majestæt om naadigst at blive forundt Opreisning paa Æren og Haab om Frihedens Gjengivelse efter nu i henved halvtolvte Aar at have lidt for sine Brøder.

        Til Kongen.

I Slutningen af Aaret 1812 blev jeg ved Bergens Stiftsoverretsdom for begaaet Tyveri dømt til 2 Aars Tugthusarbeide og som Følge heraf indsat i Bergens Tugt- og Manufakturhus straks efter. Ungdoms Forvildelser, udsprungne fra tilfældige fatale Omstændigheder bragte mig tidlig paa Afveie. Jeg var imidlertid endnu ikke saa dybt sunket i Lasten, at jeg jo vilde maaske være kommen paa ret Vei igjen, om jeg ikke som 20aarig Yngling under min Hensidden i Bergens Raadstuarrester, som og ved min Indtrædelse i Tugthuset, havde havt det Uheld at støde paa Personer, i hvis Omgang og af hvis Grundsætninger jeg lededes til Foretagender, hvis Følge min Ungdom og Uerfarenhed ikke formaaede at beregne. Faa Maaneder efter min Indsættelse i Tugthuset, undveg jeg derfra. Loddet var kastet. Iført Fangedragt, blottet for Penge og frygtsom for alle, drev Nøden mig snart til nye Forbrydelser, der igjen havde min Paagribelse tilfølge. En fortsættelse af Undviggelser, Forbrydelser og Paagribelser continuerede i længere Tid. Idet jeg idelig stræbte at ville unddrage mig Straffen og flyudaf Landet, indviklede jeg mig alt dybere og dybere ind i Lastens og Ulykkens Ret. Jeg indsaa nu vel, hvor ufornuftig jeg havde handlet i at følge hine totalfordærvedes Raad, og dvælede i Timer, hvori mine bedre Følelser havde Overvægten, ofte ved den Tanke endnu at stanse og underkaste mig Retfærdighedens Vilje; men Frygten for den Straf og den Skjændsel, jeg vidste, jeg i saa Fald ikke kunde undgaa, gjorde, at denne Tanke let overdøvedes af andre, i hvilke Haabet om en blidere Udsigt foregjøglede mig fine Drømme. Jeg havde som Barn nydt en efter min Stand omhyggelig Skoleundervisning. Dette i Forening med et fortræffeligt Nemme og et naturligt Hang til Læsning og Granskning gav mig tidlig en større Aandsudvikling og flere Kundskaber end unge Mennesker af den Folkeklasse, hvorfra jeg udgik, ialmindelighed naar. Det blev mig derfor saameget lettere at følge den paabegyndte Bane, som jeg derved blev istand til at knytte Forbindelser, lægge Planer og udføre Foretagender, til hvilke den mindre oplyste Forbryder manglede Evne og Indsigter. Efter i henved 14 Aar at have skuffet Øvrighed og Bevogtere og gjort de fleste Fængsler, i hvilke jeg var bleven indsat, usikre, og endog været inddømt til Trondhjems Fæstning til Kagstrygning og Slaveri paa Livstid for kvalificeret Tyveri og Falske Passes Forfærdigelse under Navnet Even Christiansen, indsat i Slaveriet sammesteds, der taget Del i en meget ufuldkommen Eftergjørelse af Rigsbankdalersrepræsentativer og under samme Navn undveget derfra 1820, blev jeg i Høiesteret under 26de Juli 1827 tildømt, efterat have udholdt den Kagstrygningstraf, hvortil den mig, under Navnet Even Christiansen, ved Høiesteretsdom af 30te Januar 1821 idømte Livsstraf, for Rigsbanksdalersrepræsentativers Eftergjørelse, ifølge kongelig Benaadningsreskript af 6te August s. A. Var forandret, men som jeg ved min Desertion fra Trondhjems Fæstnings Slaveri havde unddraget mig, atter at stryges til Kagen og indsættes i Bergenshus Fæstning paa Livstid under streng Bevogtning for kvalificeret Tyveri. Den 14de August næstefter blev jeg indsat i Bergenshus Fæstning, men ved en Regjeringsbeslutning foranstaltet transporteret til Akershus Fæstning og der indsat i Slaveriet den 29de Oktober s.A. Da Dommen ved kongelig Resolution af 5te November stadfæstedes, udholdt jeg 2 Ganges Kagstrygningsstraf den 17de s.M.
         Jeg var nu i min kraftfuldeste Manddoms Alder (35 Aar gl.) Med blødende Hjerte, med smertelige Følelser betragtede jeg min Skjændsel og den glædesløse Fremtid, jeg havde beredt mig. De mange, men frugtesløse Forsøg, jeg havde gjort paa at unddrage mig den Straf, jeg nu led, var tilstrækkelig nok til at overtyde mig om, at det kun lidet vilde baade mig at vove flere. Og en lovlig Frihed! Hvorlidet kunde jeg, den med saa nabge Brøder betyngede Mand, vove at haabe den? Ved disse Betragtninger blev jeg i nogen Tid raadvild om, hvad Beslutning jeg burde tage, enten jeg skulde pønske paa Leilighed til endnu engang at byde Skjæbnen Trods ved egenmægtig at forskaffe mig Friheden og benytte en saadan Leilighed, om den skulde gives, eller om jeg skulde opgive alt Haab derom og al Tragten derefter og taalmodig finde mig i den Skjæbne, hvortil jeg ved min Fremturen i Lasten havde gjort mig fortjent. Men efter alvorlig at have overveiet og sammenlignet min Fortids Vandel med den Stilling, i hvilken jeg befandt mig, besluttede jeg, hellere at gaa min ublide Skjæbne rolig imøde og lide den Straf, jeg retfærdig var idømt, end ved længere at trodse Lovene og betynge min Samvittighed med flere lastefulde Handlinger, og min Beslutning har aldrig vaklet.
         Det usædvanlige og tildels hartad utrolige i mange af mine Foretagender havde gjort mig til Gjenstand for almen Omtale. Man var begjærlig efter at se dem fortalt af mig selv, og da man vidste, jeg havde nogen Øvelse i at skrive sammenhængende, blev jeg gjentagende Gange anmodet om at sammenskrive mine Livsbegivenheder, og lade dem komme til Publikums Kundskab. Jeg gav nødig mit Samtykke dertil, dels fordi jeg hellere ønskede, at mit Navn og mine Handlinger skulde glemmes end ihukommes; dels ogsaa, fordi jeg vidste, at mange tidligere Scener af mit Liv ved atter at berøres vilde fremkalde smertelige Erindringer. For imidlertid ikke at vise mig trodsig, gav jeg omsider efter for de gjentagende Paamindelser fra flere agtede og kundskabsrige Mænd, saameget mer, som de sandfærdige blev fremstillede, kunde blive et advarende og afskrækkende Eksempel for mange unge Mennesker, og jeg saaledes derved kunde stifte nogen Nytte, og nedskrev med respektive foresattes Tilladelse alt, som fra mine Barndomsdage indtil min Indsættelse i Akershus Fæstning havde mødt mig eller var udført af mig og ved efter mit egenhændige Manuskript blev trykt og udgivet i 3 Dele. Det blev, saavidt jeg har kunnet erfare, hyppigst læst i By som i Bygd og forskjelligt debømt. Man blev begjærlig efter at se mig og tale med mig, og man troede, ved at erfare min Opførsel i Strafanstalten og sammenligne den med de af mig i mit Levnetsløb fortalte Begivenheter og udtalte Følelser, i mig at se et mer ulykkeligt, i Ungdommen forvildet Menneske, end en af naturlig Tilbøielighed virkelig Forbryder, og man betydede mig, at man haabede, at jeg, nu da jeg var kommen til en moden Alder og havde prøvet saameget i Verden og samlet saamegen Erfaring om lovlig Frihed, den man havde seet, jeg ikke havde havt, siden jeg var 20 Aar, nu blev mig givet, jeg da vilde vide at paaskjønne dens Værd og ingen mer fornærme, og at det var et alment Ønske, naar man kunde være forvisset om, at min Forbedring var alvorlig, at se min Skjæbne formildet og mine Baand løst. At der gives mange, som betragter mig fra et andet Synspunkt, er naturligt. Med Føie antager de, at min Opførsel i Strafanstalten kan være Forstillelse, for at vække Medfølelse hos foresatte og andre, af hvis Magt min Skjæbne er afhængig, og de, som dømmer mildere, er dog af den Formening, at om end min Opførsel i Strafanstalten var ulastelig, kunde det  være tvivlsomt, naar jeg blev given Viljens friere Brug og ikke længere frygtede den øieblikkelige Tugtelse, om jeg da ikke lettelig vilde fristes at falde tilbage til gamle Synders Begaaelse. Hvad det sidset angaae, da har jeg deri nøie og alvorlig prøvet mit Hjerte og mine Tankers Retning; for Hykleri og Forstillelse kjender jeg mig mig fri; men jeg er kommen til den faste Overbevisning, at er den Sætning sand, at Mennesket kan, hvad det alvorlig vil, saa skulde ingen Fristelse og ingen timelig Vinding mer kunne forlede mig til at blive Misgjerningsmand og var dette ikke Tilfældet, vilde jeg, hvor saare jeg end længes efter Friheden, dog hellere lide og dø i min nærværende glædesløse Forfatning, end bede om en Naade, jeg frygtede for at være for svag til at benytte. Det staar ikke i min Magt at omgjøre, hvad som engang er gjort. Jeg kunde vel ikke forebygge, at man sagde, jeg havde været en stor Forbryder; men man skulde aldrig, om jeg blev saa lykkelig at findes værdig til Deres Majestæts Naade, kunne sige, at jeg var en Hykler, som spillede den forbedredes Rolle for at tilliste mig en Naade, jeg ikke vilde benytte, uden for at dynge flere Forbrydelser til de mange, jeg tidligere havde begaaet. Jeg har bittert angret mine Feiltrin og tør med frelst Samvittighed kalde Gud til Vidne derpaa. Erfaring har lært mig, at ingen ren Glæde, ingen varig Lykke er at finde uden at være bygget paa Dydens og Retskaffenheds sikre Grundvold.
         Af de sidste anførte Grunde vover jeg i dybeste Underdanighed ydmygst at bønfalde Deres kongelige Majestæt om naadigst at ville forunde mig Opreisning paa Æren og Haab om Frihedens Gjengivelse efter nu at have udholdt henved halvtolvte Aar af den mig tildømte Straf.
        Naadigste Konge! Det er min egen Haand, som skriver, min Sjæls inderligste Følelser, som taler til Deres Majestæts Hjerte. Mit Liv har været fattigt paa Glæder. 26 Aar af min Ungdom og bedste Manddoms Alder er henrundet i Fængsel og Landflygtighed. Uden Deres Majestæt vil lade Naade gaa for Ret, vil jeg stedse blive den samme ulykkelige Mand og forlade Verden uden at blive istand til, hvad jeg saa inderlig ønsker, ved Viljens frie Brug at overbevise mine Landsmænd om, at jeg er kommen til Sandheds Ærkjendelse, at min i Strafanstalten udviste Opførsel ikke har været Hykleri eller Forstillelse, og at der ogsaa i mit Hjerte har ligget en Spire til det bedre.

      Underdanigst
       Gjest Baardsen,
        Sogndalsfjæren.
til forsiden | til avslaget